Påskeåbent i Tønder 2024 – Langfredag og Påskelørdag – en succes-oplevelse

Alle sejl blev sat i Tønder til det efterhånden traditionelle arrangement “Påskeåbent i Tønder”, og butikkerne, der holdt åben Langfredag og Påskelørdag fra kl. 10.00 – 15.00 sørgede for liv i gågaden begge dage med et hav af arrangementer.

Gågaden i Tønder er pyntet op i denne tid med blomster – det er lokale ildsjæle samt elever fra Marieskolen, der har været med til at forårspynte gågaden.

Gratis hoppeland begge dage på Torvet blev en kraftig magnet for alle børnefamilier. Her var der plads og muligheder for både de helt små og lidt større børn.

Og så kunne den ikoniske og søde trold Mumi opleves på gågaden begge dage – og det var der mange, der havde lyst til – Mumi uddelte både godter og påskeliljer begge dage. Mumi har hjemme hos Hans Iversen & Søn på gågaden, og man kan se dens navneskilt og flotte drikkekrus på gaden hver dag.

Turistinformationen havde gemt påskeæg på gågaden. Og bare rolig, de blev alle fundet og der blev uddelt findeløn.

Tønder Touring Club afholdt deres traditionelle MC-Påsketræf på Skibbroen – og godt 600 motorcykler og deres ejere, viste sig frem fra deres bedste side påskelørdag.

Tønderhallerne bød på et stort loppemarked og en æggejagt påskelørdag med masser af besøgende.

Næste arrangement på gågaden i Tønder er Sønderjysk Kagefestival 2024, der afholdes lørdag den 20. april – her åbner butikkerne kl. 10.00 og selve kagefestivalen starter kl. 11.00 og varer frem til kl. 15.00. Se mere her: https://xn--snderjysk-kagefestival-5ic.dk/