20-09-2019 – Torsdag aften afholdt Tønder Handelsstandsforening medlemsmøde. Der deltog godt 30 medlemmer og medarbejdere på mødet, der startede på “Æ Laut” på Toosbuys Torv i Bredebro. Her viste ECCO-ildsjælen Ella Madsen (Fru Madsen) rundt og informere om ECCO`s historie, der om nogen har været med til at præge både Bredebro og hele Tønder Kommune. Og gør det den dag i dag. En succes-historie, der startede i 1963 og fortsætter i dag over hele kloden.
– For mig eget vedkommende har rejsen med ECCO varet i 47 år og 2 måneder, lød det fra Ella Madsen. Hun var oprindelig kontoruddannet og da hun søgte ind på ECCO var det egentlig bare for 3 måneder.
Der kommer til at ske en masse i Tønder
Under selve medlemsmødet, der foregik på Cafè Sko, fortalte formand Anders Jacobsen om de tiltag Tønder Handelsstandsforening har sat i gang sammen med Tønder Kommune for at få endnu mere liv i gågaden og midtbyen. – Her gælder det ikke kun butikker og forretninger, men også borgere og ildsjæle samt dem, der ejer bygningerne i området. – De skal trække i de samme tråde, så vi fortsat har en gågade og et handelsliv, der får turister fra ind- og udland til at komme til Tønder, lød det fra Anders Jacobsen.
Tønder Handelsstandsforening har sat et BID Tønder Midtby i gang og det første møde afholdes den 8. oktober kl. 18.00 hos KidzByC, der er medlem af handelsstandsforeningen.
Han henviste også til den udvikling for byrummet Tønder, der for et delområde bliver afsløret i dag på rådhuset kl. 14.00 i Tønder.
Turismen har medvind i Tønder Kommune
Rømø-Tønders Turistchef Kenneth P. Madsen deltog også i medlemsmødet og fortalte om turismen i Tønder Kommune. De seneste tal viser igen en stigning i overnatningerne.
Medlem af Rømø-Tønder Turistforening
Hvis nogen ønsker at blive medlem i turistforeningen, er der 4 forskellige muligheder:
- Venner af turistforeningen: 200 kr. ingen professionelle, kun dem der ingen kommerciel interesse har og synes de vil støtte et godt lokalt forankret formål.
- Basis-medlemskab. For 1-mandsfirmaer, kunstnere o. lign. 1000 kr + moms
- Plus-medlemskab. Alle andre end ovenstående. Inkl sparring, mere inddragelse, mere tid og opmærksomhed kr. 2.500 + moms.
- Iværksættere. Plus-medlemskab til 1000 kr. + moms ved første opkrævning. Herefter følges normal opkrævning.
Ved indmeldelse kontaktes turistforeningen telefonisk eller skriftligt på tlf: 73709650, mail@romo-tonder.dk