Tønder: Skov i bytte for historisk flyhangar

27-08-2018 – Tøndringer kan se frem til at få mere skov og natur lige uden for døren. Samtidig sikres der optimale rammer for at skabe et oplevelses- og formidlingscenter med fokus på helt unikke fortidsminder fra første verdenskrig

                            

En byttehandel mellem Tønder Kommune og Miljø- og Fødevareministeriet betyder, at den historiske flyhangar ved resterne af Zeppelinbasen i udkanten af Tønder kommer på kommunale hænder. Samtidig overtager Miljø- og Fødevareministeriet et område på 45 hektar, som skal omdannes til rekreativt skov- og naturområde helt op til Tønder by.

 Baggrunden er, at Tønder Kommune og Miljø- og Fødevareministeriet er blevet enige om at bytte arealer, så Miljø- og Fødevareministeriet overtager et 45 hektar stort mark- og græsareal, som skal forvandles til skov- og naturområder.

 Modsat afgiver Miljø- og Fødevareministeriet den historiske flyhangar samt et græsareal omkring denne til Tønder Kommune, der dermed bliver ejer af hangaren. Tønder Kommune overtager også finanslovsbevillingen på tre millioner kroner til renovering af flyhangaren.

 Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen er glad for byttehandlen, der både vil være til gavn for lokalområdet og naturen.

 – Byttehandlen er et godt eksempel på Miljø- og Fødevareministeriets kerneopgave. Vi afgiver et område, som har stor historisk betydning, men ikke en stor naturmæssig værdi. Til gengæld får vi et areal, hvor vi kan plante ny skov, som vil være til glæde for mange generationer af hundeluftere, motionister og andre, der skal ud i det grønne. Skoven kan også blive brugt til at formidle historien om resten af Zeppelinbasen, siger Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse i dag.

 På rådhuset i Tønder vækker aftalen ligeledes stor glæde.

 – Skov- og naturoplevelser er i dag en meget efterspurgt vare. At kunne tilbyde et bynært skovområde i denne størrelsesorden er derfor uden tvivl en kæmpe gevinst for hele kommunen og dens borgere. Og rent bosætningsmæssigt vil det nye rekreative område bestemt også være et trækplaster, siger borgmester Henrik Frandsen.

 Optimale rammer for formidlingscenter

 Byttehandlen åbner også nye muligheder for udvikling af den historiske flyhangar og resterne af Zeppelinbasen fra første verdenskrig.

 – Med flyhangaren og området omkring denne på kommunale hænder får vi optimale rammer til at skabe et oplevelses- og formidlingscenter sammen med Zeppelin- og Garnisonsmuseet, støtteforeningen for Zeppelinbasen og andre frivillige og engagerede lokale kræfter.

 – Opmærksomheden og interessen for vores helt unikke fortidsminder fra første verdenskrig har været overvældende. Med et fremtidigt oplevelses- og formidlingscenter i Soldaterskoven kan vi se frem til, at interessen for både historien og naturen bliver endnu større, siger Tønders borgmester.

 Konkret er det Soldaterskoven, som udvides med 45 hektar ind mod Tønder by. Udover at arealet skal være hjem for en ny bynær skov, vil dele af skoven også blive brugt til at formidle resten af Zeppelinbasen, som er på arealet. 

 Naturstyrelsen, der står for skovrejsningen, har budgetteret med, at skovrejsningen og udgifter til mageskifte vil beløbe sig til ca. 2,5 mio. kroner. Naturstyrelsen afholder alle omkostninger til skovrejsningsprojektet.

 Aftalen om byttehandlen skal godkendes endeligt at Kommunalbestyrelsen i Tønder på mødet den 30. august.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *