– VI KAN ALLE VÆRE MED TIL AT UDVIKLE TØNDER MIDTBY

INVITATION: Tønder Handelsstandsforening inviterer til udviklingsmøde om Tønder midtby.

– Handelsstandsforeningen har taget initiativet til at starte et udviklingsarbejde, der skal være med til at gøre Tønder midtby endnu mere attraktiv, fortæller formanden for Tønder Handelsstandsforening, Anders Jacobsen. 

– Vi har et forrygende handelsliv i Tønder i dag, og et udbud af hoteller, spise- og musiksteder, der er helt i top. Og det er det, der skal videreudvikles og være med til at gøre Tønder midtby endnu mere attraktiv. Foto Erik Petersen/Tønder Handelsstandsforening


– Vi har netop oplevet en Tønder Festival, der kan trække 10.000 – 15.000 besøgende til byen på en god dag, og det skal vi være endnu bedre klædt på til, og vi skal gøre midtbyen så attraktiv, at endnu flere kigger indenfor, handler, nyder madstederne, de store kulturelle værdier i form af prægtige historiske bygninger og de mange naturoplevelser området byder på. 

– Vi har et forrygende handelsliv i Tønder i dag, og et udbud af hoteller, spise- og musiksteder, der er helt i top. Og det er det, der skal videreudvikles og være med til at gøre Tønder midtby endnu mere attraktiv for egne borgere, turister, og, ikke mindst, for dem, der overvejer at flytte til Tønder for at skabe sig en tilværelse eller finde lykken ved at bo et sted, hvor der både er kultur, natur og et handelsliv, der er udviklet til de kommende mange år.  

Tønder Handelsstandsforening inviterer til det første udviklingsmøde torsdag den 5. september i Tønderhallernes multisal kl. 19.00.

– Jeg håber virkelig på at der deltager rigtig mange, der har en interesse i Tønder midtby, lyder det fra Anders Jacobsen. Der vil være indlæg af fagchefen for Teknik & Miljø, Lars-Erik Skydsbjerg, Tønder Kommune, samt Mikkel Niess fra BID-Danmark, der har arbejdet med at udvikle bymidter i en del år. 

– Tønder Handelsstandsforening, medlemmerne og andre gør i dag et stort stykke arbejde for at skabe aktiviteter i Tønder med masser af arrangementer som eks, fastelavn, gågademarked, GakGak, gratis Sommermusik på Torvet, Onsdagsloppemarked, Julebyen Tønder og meget mere, lyder det fra Anders Jacobsen. 

– Tønder midtby er dog også udfordret af udviklingen indenfor indkøbsmønstret, og hvis vi skal have bedre byrum for borgerne, mere liv i bymidten og dermed øget kundestrøm og konkurrenceevne, har vi brug for flere parter om bordet, så vi kan højne indsatsen til gavn for byens borgere og byens detailhandel.


Tønder Handelsstandsforening er derfor gået ind i et samarbejde med BID-Danmark for at skabe en positiv og dynamisk udvikling i Tønder midtby, og vi har brug for alle, der har lyst til at medvirke .

– Man behøver ikke at være medlem i handelsstandsforeningen. Du skal bare have interesse og engagement samt lyst til at medvirke til at give gågaden et løft. Det kan både være i form af nye ideer, at arbejde med byrummet, skabe events og styrke bylivet i byen. 


Tilmelding er ikke nødvendig – bare mød op torsdag den 5. september kl. 19.00 i Tønderhallernes multisal.