Månedens medlemsbutik: Hans Iversen & Søn – Vi er både på gågaden og på nettet

Månedens medlemsbutik er en serie af artikler, der alle handler om medlemmerne af Tønder Handelsstandsforening. Her på siden præsenteres een butik/forretning hver måned. Denne måned kigger vi indenfor hos isenkræmmer Hans Iversen & Søn på gågaden.

Hans Iversen & Søn er en fri isenkræmmerforretning, der ikke er medlem af en kæde, og derfor selv bestemmer udvalget. Forretningen er bl.a kendt for det store udvalg af brugskunst. – Vi bestræber os på at have et vareudvalg, som man ikke ser alle steder, lyder det fra indehaver i 2. generation, Peter Iversen. Et ganske godt eksempel på dette er Herrn Hut-stjerner i udstillingsvinduet ud mod gågaden. I maj måned. – De er populære, og de er lige blevet leveret, og så oplever vi, at der også er kunder til dem i maj måned, og ikke først omkring juletid.

Indehaver Peter Iversen sammen med medarbejderne Lenette Madsen og Alf Pedersen. Foto: Erik Petersen/Tønder Handelsstandsforening

På hylderne og på væggen er der kongeligt porcelæn, designervarer med bl.a Hoptimisten både i træ og plast, æggebægre fra Lucie Kaas og mange andre special-varer, der er klar til selv den mest kræsne kunde, der er på jagt efter nyt design eller måske den helt specielle indflytningsgave.

– Vi skal sørge for at være kendte, og det hjælper Facebook og Instagram med

– For godt 5 år siden gik vi på nettet med en webshop, og selvom vi fortsat er mest glade ved den fysiske butik på gågaden, hvor vi har den direkte kontakt med kunderne og kollegerne, så har vi altså også opdaget, at internettet, og her specielt Facebook og Instagram, som vi også benytter flittigt, er med til at gøre os kendte, fortæller Peter Iversen. Et kig på forretningens Instagram-profil bekræfter, at man bruger disse medier og har kontakten direkte med kunderne. Et opslag med en kunde, der fortæller at hun har bestilt et eksemplar af en bestemt vare besvares med at den er ved at blive pakket, og går afsted med pakketransporten samme dag. Det er service helt i toppen.

Hans Iversen & Søn har deres webshop på www.hansiversen.dk – og er på Facebook https://www.facebook.com/HansIversenogSon/ – og på instagram www.instagram.com/iversen_h

Om 5 år er vi stadig på gågaden

– Selvfølgelig er det svært at se langt frem i denne tid, men om 5 år skulle vi stadig gerne være på gågaden i Tønder. Tønder har altid været og er fortsat en rigtig god handelsby med dygtige handelsfolk, og butikker, som folk gerne kommer langvejs fra for at handle i, lyder det fra Peter Iversen.   

Sammenhold og gode ideer sammen

– Handelsstandsforeningen er “vores forening”, og det har den altid været for forretningerne, butikkerne og andre i bymiljøet, fortæller Peter Iversen. – Her oplever vi sammenholdet og får gode ideer til at få folk til byen, sammen. – Og derfor er vi medlem af Tønder Handelsstandsforening.

Peter Iversen er selv en af tovholderne i handelsstandsforeningen og tager sig af Gågademarkedet, der afholdes den 12. og 13. juni i år.