Kom til Plantemarked i Tønder nu på lørdag

Foråret har lige vist sit milde ansigt, inden vinteren atter en gang overtog vejrudsigten.

Men på trods af det, så er det plantetid.  Og som altid er det nu, Tønder Havekreds byder på forårets plantemarked lørdag den 27. april kl. 10.00 – 14.00.

Som noget ganske nyt, har Tønder Havekreds indgået et samarbejde med Tønder Handelsstandsforening. Det betyder, at forårets plantemarked finder sted på Lilletorv i Tønder. – Vi har gennem det sidste år, været klar over, vi nok skulle til at finde et andet sted end Skibbroen, udtaler formanden Maj-Britt Petersen, og fortsætter: – Efter Marskinitiativet og Tønder Byfornyelsesgruppen er gået i gang, skulle vi finde noget andet. Da Handelsstandsforeningen rettede henvendelse tog vi gerne imod forslaget.

Som vanligt er der mulighed for køb og salg af planter. Almindelige stauder, og de mere eksotiske vil der være at finde igen i år. Her er alt lige fra anemoner til græsser, frugtbuske og træer……

Kom og få en snak om haven og planter

Havevenner, er ensbetydende med plantesnak. Så her er der mulighed for masser af gode råd og hyggelig snak. Tag en kop kaffe og nyd synet af de mange planter og glade havevenner.

Alle er velkomne. Stand er gratis, men hvis man vil sponsorere en plante til tombolaen vil det gøre glæde. Man behøver ikke at melde sig til, man kommer bare med sine planter, og får en standeplads.

Nu på lørdag den 27. april afholdes der Plantemarked på Lilletorv i Tønder. Pressefoto