Erik Tygesen skabte Julebyen Tønder

Ved åbningen af julebyen Tønder lørdag den 9. november 2019 blev mindepladen for Erik Tygesen genindviet. I den forbindelse har vi fået lov til at bringe talen:

Ny Mindeplade

På vegne af familien til Erik Tygesen

Til minde om min far, handelsmanden, igangsætteren, idemageren, ildsjælen, formanden, butiksejeren, julemanden, Tønderborgeren, mennesket….

Han var mange ting, han holdt meget af Tønder, han elskede julen og det havde stor betydning for ham, at skabe noget, at give dem der besøgte Tønder en oplevelse. En oplevelse af hygge, stemning, traditioner, juleglæde og et spændende handelsliv.

Julemarkedet fylder 27 år… tillykke.

Julen har altid betydet noget særligt i vores familie, der blev pyntet op og tingene skulle helst være de samme steder, der var traditioner, små gaver i pusserne, julehygge, lys og hjemmebagte småkager. Æbleskiver, så mange vi kunne spise, forventning og familiebesøg.

Juleaften var noget særligt, da var butikken lukket, men julemanden havde travlt og min far ringede til ham og vi kunne høre at julemanden var ved at lande på taget i sin helikopter, uh det var spændende, hvad havde han med…? Min far var desværre aldrig til stede, når julemanden ankom…..

Jeg mindes stemningen….

Det var ikke kun hjemme juleaften, min far havde denne gode kontakt til julemanden. Allerede mens han havde tæppe og gardinforretning i Textilhuset inviterede han alle børnehavebørnene i byen ind i forretningen til hygge og til et besøg af julemanden, som landede på taget og kom ned med godteposer til alle….

Hans engagement i julen og det at skabe gode oplevelser og traditioner har fulgt ham længe.

Jeg har været i gang med at læse gamle artikler om jul i Tønder, om Det Gamle Apotek, Julemarkedet og det går igen, at det der var vigtigt for min far, det var det at skabe en oplevelse for folk, når de besøger Tønder. At Tønder kan/er noget særligt! Byen med dens mange gamle, smukke huse og gader, der danner en smuk ramme omkring Julemarkedet og Jul i Tønder.

Der har været tider med masser af turistbusser der kom til Tønder, fra mange steder i landet og turister fra landene omkring os.

Det var før facebook, så der skulle tænkes kreativt, når der skulle gøres reklame for Julebyen Tønder.

Der har været mange forskellige tiltag gennem årene, julemandsoptog, julenisse optræden, kæmpe julekalender, pariserhjul og meget mere. Noget holder ved andet skiftes ud. Sådan skal det være traditionelt og samtidig dynamisk.

Jeg står her som datter af Erik Tygesen, jeg er født og opvokset i denne by, som mine forældre lærte mig at elske og sætte pris på.

Jeg er stolt af det som min far har været med til skabe i denne by og særligt det som vi markerer her i dag, nemlig Erik Tygesen som ophavsmanden til Julemarkedet i Tønder.

Jeg er også meget taknemmelig over at Handelsstandsforeningen og byen har lagt en ny sten/mindeplade til minde om min far og hans engagement i Julebyen Tønder. 1000 tak!

Tak til alle der gjorde det muligt dengang, der troede på ideen og knoklede med, til dem der har været med gennem årene og dem der er der nu. For dem der brænder for at give folk en fantastisk juleoplevelse, når de kommer til Tønder Julemarked og til byen.

Tak til alle julemænd og julekoner, tak at I gennem mange år har været med til at gøre det ekstra jule-festligt at komme til Tønder! Det ved jeg havde stor betydning for min far!

Tak til alle jer der besøger Julebyen Tønder!

Jeg ønsker for byen at Julemarkedet må blive ved med at være et hyggeligt sted at besøge, at traditioner må trives og nye tiltag og ideer blomstre. At visionen fortsat må være at skabe gode oplevelser for folk, bysbørn og turister. For som min far sagde, hvad der er godt for Tønder er godt for alle dem der bor her.

Vibeke Kathrine Amtkjær Tygesen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *