Det var et filmprojekt, der gjorde opmærksom på bogen “Tønder Handel 100 år”. De havde ganske enkelt brug for et gammelt filmklip. Efter forgæves at have søgt andre steder i Tønder, landede forespørgslen på handelsstandens kontor.
Ved hjælp af Jefsens Boghandel blev løsningen hurtigt fundet. Her har man bogen på lager. Den sælges for kr. 20,-.
Tønder Handel 100 år beskriver handelens, forretningernes og butikkernes historie i Tønder fra 1906 og frem til 2006. De forskellige formænd for handelsstandsforeningen er også beskrevet. Bogen er et stykke historie, og fortæller om de ændringer, der skete i løbet af 100 år, og ikke mindst handelens historie. Havnen ved Skibbroen, og dens store betydning for eksporten i form af korn, kvæg og landbrugsvarer. Tønder beskrives som en af de helt store sværvægtere indenfor handel og økonomi helt frem til 1864.

Konklusionen på handelsbyen i går i dag og i morgen
Hans Chr. Tygesen, der var formand for Tønder Handelsstandsforening i perioden 1991-2006, skriver følgende i bogen:
1. Vi skal satse på bymidte/byliv/handelsmiljø for fuld skrue.
2. Vi skal satse på et alsidigt kulturliv.
3. Vi skal satse på attraktive boliger i bymidten.
4. Vi skal satse på et dynamisk og voksende erhvervsliv.
5. Vi skal satse på attraktive arbejdspladser herunder iværksættermiljø.
Hvis Tønder er i stand til at skabe en attraktiv spændende dynamisk, oplevelsesrig by, vil Tønder være i stand til at tiltrække nye beboere, nye virksomheder, forbrugere og turister. Derved vil Tønder overleve som en stærk handels- og kulturby i det nye århundrede.
Afsnittet har sin berettigelse den dag i dag.
Om bogen:
Tønder Handel 100 år er udgivet af Tønder Handelsstandsforening i samarbejde med Lokalhistorisk Forening for Tønder Kommune. Bogen er på 127 sider og indeholder en CD med video “Tønder i glimt” og en DVD med video Uden Grænser – Tønder i et jubilæumsår.