Medlem af Tønder Handelsstandsforening løb med erhvervsprisen

Hele fire lokale virksomheder kunne lade sig hylde som prismodtagere ved det stort anlagte awardshow på Ecco Conference Center.

Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd hyldede i går aftes det lokale erhvervsliv ved et stort anlagt awardshow på ECCO Conference Center.

Awardshowet blev afholdt for første gang i 2017, hvor Den Sociale Virksomhedspris og Erhvervsprisen blev uddelt i overværelse af repræsentanter fra det lokale erhvervsliv.
I år havde awardshowet vokseværk med tilføjelsen af yderligere to prisuddelinger, så der i alt var fire priser på højkant.

Aftenens to første prisvindere af henholdsvis Erhvervsprisen’18 og Iværksætterprisen’18 skulle findes gennem afstemning på aftenen. Der var derfor spænding til det sidste.

Efter en tæt afstemning kunne Brinksgaard, der i øvrigt også er medlem af Tønder Handelsstandsforening, lade sig hylde som vinder af Erhvervsprisen’18. Ganske kort derefter kunne Macarn indtage scenen som vinder af Iværksætterprisen’18.
Rækken af prisuddelinger fortsatte derefter med uddelingen af Den Sociale Virksomhedspris 2018 og den nystiftede Ungeprisen 2018.
Den lokale Abild Vognmandsforretning kunne foran en fyldt sal stolt modtage dette års Sociale Virksomhedspris, mens socialpedelen Bahzat Ahmad fik lov til afslutte awardshowet som den første vinder af Ungeprisen.

FAKTA:

PRISERNE
Erhvervsprisen
Erhvervsprisen overrækkes til en virksomhed eller person fra det lokale erhvervsliv i Tønder Kommune, der har udmærket sig særligt i året, der er gået, og som aktivt bidrager til skabelsen af vækst, visioner og innovation. Virksomheden eller personen fornyer sig og lader sig ikke begrænse af, hvad man gjorde, man skaber værdi ved at tænke nyt, har visionen om vækst og gør en forskel for lokalområdet.

Iværksætterprisen
Iværksætterprisen tildeles én virksomhed/person, der har haft modet til at etablere virksomhed eller har overtaget en virksomhed i Tønder Kommune inden for de 3 seneste kalenderår, og som har udmærket sig positivt inden for iværksætteriets ædle kunst.

Den Sociale Virksomhedspris
Den Sociale Virksomhedspris uddeles én gang om året af Arbejdsmarkedsudvalget til en eller flere lokale virksomheder, som udviser socialt engagement. Virksomheden skal have set idéen i at ansætte borgere i småjobs, gør noget særligt for arbejdsmiljøet eller sygefraværet.

Ungeprisen 2018
Ungeprisen uddeles til en person, forening eller virksomhed, der har gjort en forskel for at få en eller flere unge i uddannelse eller job.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *