Tønderstierne – Aktivitet for den aktive familie – cykling, løb og leg

Med udgangspunkt fra Torvet i Tønder ikke mindre end 10 afmærkede stier med samlet 107,8 km i og omkring Tønder til vandring, gang, løb, cykling mv.

Når man går fra den ene sti over i den anden har man omkring 52 km sammenhængende stiforløb, som man kan bruge til frisk luft og bevægelse kombineret med viden i forskellige kategorier.

Der er omkring 60 infostande med hver mindst 2 forskellige fortællinger med historisk, geologisk, ornitologisk eller kulturhistorisk indhold. Alle disse fortællinger er oversat til engelsk og tysk.

Der er en hjemmeside med de samlede informationer på de 3 sprog og der kan derfra udskrives en brochure/ rutebeskrivelse.

Fra skiltene ude i naturen kan informationerne tilgås via QR-kode-scanning som vel alle smartphones kan modtage via en gratis app.

Desuden er der tilknyttet 136 geocaching-punkter for dem, der dyrker det.

Viden er der masser af undervejs, hvad enten man tænker det er “Need to know” eller “Nice to know”.

Den viden kan bl.a. bruges til interne konkurrencer eller evt. til egentlig undervisningsbrug, f.eks.:

Hvor mange grænsesten er der brugt til markering af den dansktyske grænse (Og hvilket nr. har grænsestenen ved Sæd)?

Hvorfor hedder Papegøjestien og Frigrunden netop det de hedder?

Findes Isfuglen også i Tønder om sommeren?

Hvorledes er naturen om Jejsing Bjerg blevet dannet?

Hvorledes har digebyggerier og kanalgravninger ændret livet for Tøndermarskens beboere, både mennesker, fugle og fisk?

Hvordan ser eksempler på tidligere tiders brandbeskyttelse eller Fattigvæsen ud i og omkring Tønder?

Og meget mere!

(Vi siger tak til Inga Stein Michelsen for tippet.)