Tøndermarsk Initiativet – Hele Tønder Kommune har glæde af projektet

Fredag den 29. juni 2018 kl. 13.00 indvies Tøndermarskens nye vandresti, der skal gøre marsken mere tilgængelig for såvel gæster som lokale. Det foregår ved Pumpestationen Lægan, Bådklubben Vidå, Møllehusvej 2C, Tønder. 

Det er Danmarks største marskområde 

Marskstien er stadig en såkaldt testversion. I sommeren 2019 vil Marskstien stå færdig med adskillige formidlingsstationer, fugleskjul, shelters og stisløjfer. De tre største formidlingsstationer vil du finde ved Højer Mølle, pumpestationen Lægan og ved Vidåslusen. Indtil da, vil du på den 54 km lange rute, opleve den helt særlige marsk – en lavtliggende jord, der oprindeligt blev oversvømmet af havet. Det resulterede i, at havvandets lerpartikler bundfældede sig og opbyggede marskens frugtbare lerjord. I dag holdes havet og åvandet ude ved hjælp af diger. På kanten af marsken går du gennem en række særegne byer. Tønder, Møgeltønder og Højer er placeret på den såkaldte geestrand. En lidt højere liggende jord, hvor mennesker kunne bo i sikkerhed for vandet. Rudbøl og Nørremølle er de eneste byer bygget på diger i Danmark. På Marskstien mærker du vinden og bemærker det flade landskab, med natur og især fugle, så langt øjet rækker. 

Vejret gør oplevelsen af marsken forskellig fra dag til dag, og som de lokale siger: 

“Vores vigtigste seværdighed er himlen.” 

På åbningsdagen kan du vandre på tre forskellige strækninger af Marskstien. De tre ruter vil være egnede til både den erfarne og til dig, som bare synes det er hyggeligt at gå en tur i naturen.
Ved åbningsarrangementet vil der være en let forplejning med sodavand, frugt og snack.

Program: 
Kl. 13.00 Åbningsarrangement med taler og forplejning
Kl. 13.20 Borgmester Henrik Frandsen og Direktør Henrik Tvarnø fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, indvier testversionen af Marskstien
Kl. 13.20 Vandrerne sendes ud i Tøndermarsken 

Praktisk info til deltagerne:
Husk madpakke og drikkedunk
Der kører busser mellem Rudbøl, Tønder og Højer Sluse hele eftermiddagen, så folk kan komme tilbage til Lægan efter vandreturen.
Husk godt fodtøj
Vær opmærksom på, at stien ikke er egnet til at medbringe barnevogn
Den 29. juni udleveres der en folder med et kort af testversionen af Marskstien

Fakta om Tøndermarsk Initiativet
Tøndermarsk Initiativet er et samarbejde mellem Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Nordea-fonden og Tønder Kommune om at udvikle Tøndermarsken, så området bliver endnu mere attraktivt at besøge, bo og arbejde i. Over fem år investerer parterne tilsammen ca. 250 mio. kr. i udviklingen. Initiativet er Danmarks største samlede projekt til udvikling af et unikt område.