Tønder får skulptur af Per Kirkeby

Kunstudvalget i Tønder har modtaget en fornem gave i form af en skulptur af Per Kirkeby. Skulpturen sættes op i denne uge.

Nyligt afdøde Per Kirkeby er bedst kendt for sine malerier, men de fleste af os er også gået forbi en eller flere af hans murstensskulpturer. Nu har Tønder fået helt sin egen.

I 1975 slog Per Kirkeby de første streger til en rygeovn i Stubbekøbing. Det udviklede sig til en arkitektonisk flot murstensskulptur. Denne har været i privateje indtil i år, hvor Janne og Bjarne Rasmussen donerede den til Tønder.

Skulpturens karakter egner sig til at blive placeret i det offentlige rum tæt på naturskønne omgivelser. Derfor var det oplagt, at værket blev en del af Skulpturhaven i Tønder.

Rygeovnen bliver opstillet ved Vidåen på græsset mellem Kongevej og roklubben og med Bachmanns Vandmølle i baggrunden.

Bjarne Rasmussen er glad for, at skulpturen nu får en ny plads.
– Både min kone og jeg såvel som Per Kirkeby selv var glade for, at skulpturen er kommet til Tønder. Kunstmuseets profil og samling taget i betragtning føler vi den er kommet det rigtige sted hen, siger Bjarne Rasmussen i en pressemeddelelse.

Kunstudvalget modtager 10.000 kr. fra Kulturelt Forum til delvis betaling af udgifter til transport og reparation af Rygeovnen.

Rygeovnen er ikke den eneste gave, kunstudvalget har modtaget. Udvalget har også modtaget en stor lokal anerkendelse og donation fra en anonym gavegiver. Denne er øremærket til forskønnelse af Gråbrødre Torv.

– Vi er meget taknemmelige og stolte på byens vegne for de meget flotte gaver, siger formanden for Kunstudvalget, Solveig Andersen, og fortsætter:
– Det forpligter i allerhøjeste grad. Arbejdet med projektet “Skulptur i Tønder” fortsætter og er lige nu aktuel med Tønder Midtbyplan.

Kunstudvalget er fortsat meget lydhøre overfor forslag til den kunstneriske udsmykning af Tønder by.
Den nye folder “Skulptur i Tønder”, som har afventet Per Kirkebys murstensskulptur, udkommer i foråret 2019 til den nye sæson.

Fakta:
• I 2008 nedsatte Tønder Handelsstandsforening et kunstudvalg. Startkapitalen lød dengang på 75.000 kr. fra Tønder Handelsstandsforenings 100 års jubilæum.
• Kunstudvalgets formål er at arbejde for kunstnerisk udsmykning af det offentlige byrum i Tønder. I tæt samarbejde med bl.a. Ny Carlsbergfondet og Kunstmuseet i Tønder blev planen for Tønder Skulpturpark lagt. Første værk, statuen “Emma” udført af Lisbeth Nielsen, blev opstillet i Søndergade i 2009. Siden er de øvrige værker kommet til, så Skulpurhaven i dag omfatter hele 15 skulpturer af både danske og internationale kunstnere.
• Ud over formand Solveig Andersen har kunstudvalget i alle år bestået af tidligere leder af kunstmuseet i Tønder, Ove Mogensen, direktør ved Tønder Kommune Keld I. Hansen, tidligere Handelsskoleforstander Poul Erik Vestergård Frandsen og advokat Anders C. Hansen.