GakGak 2019 – Vi lægger op til et western-tema med cowboys og indianere….

Efter GakGak er før GakGak i Tønder. Det gælder også efter et brag af en GakGak-fest i år. Det royale tema gik rent ind. Tønders egne kongelige højheder i form af en forrygende dronning Margrethe og de to underskønne, kronprinsesse Mary og prinsesse Marie gik rent ind hos publikum langs med hele gågaden og på Torvet i august måned i år. Dronningens tale, der i øvrigt stadig både kan høres og ses på Youtube, ramte plet. De efterfølgende arrangementer med anderæs, 90-års fødselsdag, musik i Kogade, lirekassemanden, Politihundeklubben og mange andre, var med til at give de mange besøgende en rigtig god og sjov dag i Tønder. Udover butikkerne var der også arrangementer fra bankerne i gågaden ved GakGak i år.

Klar med næste års tema
– Vi har haft et western-tema med cowboys og indianere for godt 10 år siden, og det begejstrede også, og derfor har vi valgt at melde det ud til næste års GakGak-fest, der finder sted lørdag den 3. august, lyder det fra Carl Jørgensen og Sandie Jørgensen fra Klostercafeen. Sammen med Renè fra Torvets Pølser og Lene Andresen fra Imerco, stod de for GakGak-arrangementet i år.
– Tingene skal planlægges i god tid, og inden længe er musikprogrammet for Sommermusik på Torvet 2019 også planlagt, og derfor melder vi temaet til GakGak-festen næste år ud allerede nu, således at alle har mulighed for at byde ind med tiltag og arrangementer den dag i Tønder, lyder det fra Carl Jørgensen og Sandie Jørgensen.

Fra Tønder Handelsstandsforenings side kan man informere om, at der allerede har været deltagere fra i år, der også har meldt ud at de gerne vil være med næste år til GakGak igen.

Har man et arrangement man gerne vil byde ind til GakGak 2019, der foregår lørdag den 3. august 2019, kan man maile til Tønder Handelsstandsforening på info@tonderhandel.dk – eller ringe til 5380 7067.