Cafè Kridt i Tønder: Fornyelse både indvendig og udvendig

I sidste uge var der travlt på Cafè Kridt på gågaden i Tønder. Ikke med kaffe, kage og lækre burgere, men med malerpensel, tømrer og snedkere. – Alle Cafè Kridt – i Tønder, Haderslev og Aabenraa, skal ligne hinanden så meget som muligt, og nu var turen kommet til Tønder, lyder det onsdag formiddag fra en begejstret Gry Kibsgaard. – Jeg er rigtig glad for at mine medarbejdere også var klar i arbejdstøjet, og det skal de have stor ros for. – Jeg betragter det her som en slags “forårsrengøring”. Lokalet er blevet meget mere lyst, og det samme gælder loftet, og gulvet er også blevet udskiftet.

Gry Kibsgaard og bestyrer Melanie Hansen i den nyrenoverede Cafe Kridt i Tønder. – Går det efter planen, så går vi i gang udvendig om ca. 14 dage, lyder det fra Gry Kibsgaard. Foto: Erik Petersen/Tønder Handelsstandsforening

Facade og vinduer

Går det efter planen, så vil facade og vinduer blive taget under kærlig hånd om ca. 14 dages tid. – Det kommer naturligvis også til at afhænge en smule af vejret, fortæller Gry Kibsgaard. – Planen er, at facaden bliver pudset op og får en ny overfladebehandling, og det samme gælder vinduerne, slutter Gry Kibsgaard.

Cafè Kridt i Tønder har åbent mandag-fredag kl. 09.30 – 22.00 – Lørdag kl. 10.00 – 22.00 og søndag fra kl. 10.00 – 21.00.

Cafè Kridt er medlem af Tønder Handelsstandsforening.